På en lollandsk mark med udsigt over Smålandsfarvandet skabes et monument, der kombinerer skulptur og musik midt i et landskab fuld af historien, til en unik samlet oplevelse.

Dodekalitten (græsk: Tolvsten) er 12 stenstøtter, hver 7-9 m. høje og hver vejende 25- 45 tons, hvor de øverste 2 m er udhugget som hoveder, der alle vender mod centrum i en cirkel med 40 m i diameter.

Under en kreds af siddesten indbygges et 12 kanal lydanlæg, som lader den rumlige elektroakustiske musik klinge inde i cirklen dagligt i døgnets lyse timer året rundt.

De 12 stenfigurer udføres af
billedhugger Thomas Kadziola:

”Figurer på op til 9 meter ville virke groteske, hvis de fik tydelige ansigtsudtryk som f.eks. et smil. Samtidig er de nødt til at have et intimt udtryk for ikke at fremstå fascistoide. Desto større hovedet bliver, desto mindre virkemidler og omvendt. For mig ligger udtrykket, personligheden i abstraktionen og det er utroligt, at en karakter kan beskrives via abstraktion.
For at kunne opretholde en koncentration og en betydning gennem alle de år der arbejdes med værket, er det nødvendigt at have et personligt forhold, til det jeg laver. Værket kommer på den måde til at afspejle, hvor jeg var i livet, da figuren blev skabt. Det private gøres personligt og dermed almengyldigt. Når alle 12 figurer er færdige, vil de forhåbentlig spejle levet liv, andre vil kunne genkende sig selv i. Mit håb er, at den færdige Dodekalit vil stå som en slags livets zodiak. Livets tolv indsigter."

Et gesamtwerk Kadziola:

”Tanken om musik i DODEKALITTEN opstod som en idé. Jeg havde ikke nogen konkret opfattelse af, hvordan musikken skulle lyde, men den skulle udgøre en ekstra dimension i værket, en ligeværdig del.

Da jeg hørte Waynes musik for første gang, åbnede DODEKALITTEN sig på ny. Den havde fået en ny karakter. Musikken er ikke blot lavet i stedets og værkets ånd. Den får det hele til at vibrere, til at fortælle nye kapitler af den samme historie.

Med ti sten blev DODEKALITTEN til et tempel med åben himmel. Med musikken fik den et transparent tag. Stiller man sig ind i midten, kan man høre alt, hvad folk hvisker om”

Lyt til et uddrag af musikken ledsaget af billeder fra Dodekalitten

MUSIKKEN ”SOLKREDS” KOMPONERET AF 
WAYNE SIEGEL:

”SOLKREDS er en permanent lydinstallation skabt til DODEKALITTEN. Der er snarere tale om et system end om et stykke musik i traditionel forstand. SOLKREDS skabes løbende af et computerprogram og danner gradvist skiftende lydkulisser til skulpturerne. Stemningen kan være alt fra rolig til barsk. Lyden afspilles gennem højttalere placeret under 12 siddesten: én ud for hver position i stencirklen. Værket er skiftevis hørbart og tavst. Varighederne mellem pauserne er uforudsigelig og skiftende. SOLKREDS begynder at spille hver dag ved solopgang og stopper ved solnedgang. Computersystemet benytter data om solens position på himlen, månens fase og tidevandet til at styre de musikalske processer. 

SOLKREDS består af tre musikalske elementer: droner, klokker og solsange. Dronerne består af 24 elektroniske stemmer, to i hver højttaler. Dronerne er skiftevis hørbare og tavse. De 24 stemmer har hver sit forløb, men forholder sig også til hinanden og danner skiftende harmonier. Der er 52 forskellige harmonier, som udvikler sig langsomt over tid uden gentagelser. Klokkerne optræder forholdsvis sjældent og kun når dronelydene er aktive. De danner et modstykke til de langstrakte drone-lyde. Klokkernes musikalske strukturer skabes med udgangspunkt i de harmonier, som dronelydene spiller på et givent tidspunkt. Klokkerne optræder hyppigere ved højvande end ved lavvande.

Hver dag ved middagstid tier dronerne og klokkerne, og der afspilles en solsang. Det er en fast daglig koncert, som starter, når solen står højst på himlen beregnet ud fra DODEKALITTENS geografiske koordinater. Tidspunktet - kaldet astronomisk middag - varierer fra dag til dag, men ligger altid i tidsrummet mellem kl. 11.58 og 12.30 når det er vintertid og en time senere når det er sommertid. Der er 30 solsange - én til hver dag i månens cyklus. De solsange som ligger tæt på hinanden i månens cyklus har et nært musikalsk slægtskab, mens de solsange, som ligger langt fra hinanden er forskellige. Solsangene er gennemkomponerede og har en varighed af 3-5 minutter hver. De danner en kontrast til de andre elementer i SOLKREDS, som er styret af tilfældighed. Hver solsang består af 12 stemmer, som optræder solistisk. De 12 skulpturer i stencirklen kommer i dialog med hinanden med enkelte flerstemmige passager, hvor alle 12 synger samtidig.”

BEGYNDELSEN - SÅDAN STARTEDE DET HELE

2006 deltog Thomas Kadziola i LandArt Lolland Falster med værket Anemarken på en mark ud for Søllestedgaard. Værket bestod af tre steler med udhuggede hoveder. Skulpturerne var placeret i en korncirkel på 14 meter i diameter. De to højeste var omkring 2,5 meter. Den mindste, der halvvejs lå ned var omkring 1,6 meter.

I forbindelse med denne udstilling blev Thomas Kadziola kontaktet af komponist, Gunner Møller Pedersen: Mon Thomas havde bemærket den særlige energi der var i midten af værket? Jo, det havde Thomas uden at kunne forklare, hvordan den var opstået. Gunner såede nu en idé i Thomas: At lave et større værk med flere højere steler, der måske ville generere en tilsvarende stærkere energi. Ved at regne baglæns, kom Thomas frem til tolv sten på 6 meter i højden. Det ville tage år og kræve en medspiller. Når nu Gunner mente at Thomas skulle arbejde i flere år på stenene, måtte Gunners opgave blive musikken. Thomas formulerede Gunners opgave som et værk for 12 kanaler, der skulle fungere lige godt uanset, hvordan man stod i forhold til dem.
Ideén til Dodekalitten var født, og den lange og slidsomme realisering af projektet begyndte

Fotograf Bibi Nissen dokumenterer tilblivelsen

”Overordnet skildrer jeg DODEKALITTEN i alle processer fra stenene bliver brudt, til de står færdige i stencirklen, og selve DODEKALITTEN i alle de situationer, der opstår omkring den og kunstnerne Thomas Kadziola og Wayne Siegel.
Mit mål er ikke blot at dokumentere, men at gå så tæt på, at man fornemmer personerne bag og energien i projektet. Når man befinder sig i DODEKALITTEN, spiller man som besøgende ind i oplevelsen på samme måde som vejret og lyset, som er de en del af værket og fortællingen. Jeg ser helheden omkring DODEKALITTEN som ét værk, der fortjener, nærmest råber på at blive fortalt i billeder.

Når jeg fotograferer, er det ikke kun overvejelser om framing og vinkler, der spiller ind. Selvom værket er stort, monumentalt, er det også meget intimt. Alle der arbejder med det fra kunstnerne til kranfolkene er personligt engagerede. Det skaber billeder med intensitet og nærhed. At alt omkring DODEKALITTEN er utroligt fotogent og til tider meget dramatisk er en ekstra gave. At fortællingen omkring DODEKALITTEN er så mangfoldig og fantastisk, og har den karakter den har, er det der driver mig som fotograf. Det er ikke kun funktionalitet og procesfortælling. Glæde, smerte, sorg, vrede, frustration og hverdagsbanaliteter taler med. Selvom det er verdenshistorie, der skrives, er det også en fortælling om mennesker.”

Naturen & historien

Hele området omkring Dodekalitten er blevet landskabsfredet af to omgange i 1968 og 1974. Der vil således ikke ske ændringer i det smukke landskab omkring Dodekalitten. Området er ikke kun smukt, det er fyldt med historie: 

Kåre Johannesens hyldest til Dodekalitten